Hverdagen i Birganj

Til jer der ikke er til de lange fortællinger, kan jeg kort opsummere: Jeg har det godt, trives med projektet, har fået min rygsæk (Vild jubel!!!!) og rejser til Nepal på torsdag for at holde ferie og samtidig søge om nyt turistvisum, jeg håber meget, at vi begge (Anne Mia og jeg) får 2 måneder!
Til jer andre kommer der her seneste nyt fra mit liv i Bangladesh.

Hverdag
6 dage om ugen underviser vi på skolerne i Birganj og Pirganj. 2 dage i Pirganj og 4 dage i Birganj. –Fredag, muslimernes helligdag, er så vores tiltrængte fridag.
Vi underviser 4 timer hver formiddag, og om eftermiddagen holder vi møde med lærerne, søndage er lærermødet erstattet med ”leg og bevægelse” med børnene.
Jeg nyder at undervise alle de mange glade børn, som hungrer efter at blive undervist af os volontører. Hver morgen når vi møder på skolen, bliver vi glædesstrålende løbet i møde af glade børn, som storsmilende råber: Good morning teacher. How are you? –Så kan man da ikke være en morgensur lærer!!! Efter morgensamling, hvor eleverne står på snorlige rækker og laver en slags morgengymnastik og derefter synger deres nationalsang, begynder undervisningen.

De første dage på skolerne brugte vi på at observere lærere og elever! Vi satte os ned i klassen ved siden af eleverne, og der gik ikke mange minutter inden, eleverne overdyngede os med tegninger og små breve. En dag blev jeg af nogle elever fra 1. klasse nærmest trukket ind i deres klasse, fordi de følte sig snydt og ville undervises af os volontører, så vi er i høj kurs her!

Eleverne, som bærer skoleuniformer, er meget disciplinerede og sidder ved små skolepulte. De gør præcis det, som læreren beder dem om, og de er for det meste muse stille! Så det er ingen sag at være lærer på St. Mathews School, hvad ”det at skabe ro i klassen” angår.

Vores opgave er at hjælpe lærerne med at udvikle deres engelskundervisning. Vi underviser på skift i de forskellige klasser, mens lærerne kikker på og forhåbentlig suger til sig. Vi prøver at vise lærerne, hvordan de kan gøre engelskundervisningen mere levende ved fx at bruge sang, musik, lege, tegninger, billeder, ting osv. Eleverne er vant til nærmest kun at læse op fra bøgerne og gentage efter læreren, så bare det at vi stiller individuelle spørgsmål til eleverne er i sig selv en stor revolution her!


-Og så lige en kop the!
The er noget, der drikkes her i spandevis! Altid er der tid til the! På skolen bliver vi budt på ”Ducha”, som er en mørk bitter the med mælk og en masse sukker. Hos naboerne serverer de den mere drikbare ”Lalcha”, som er en rød the med ingefær og en stor mængde sukker, som jeg efterhånden holder rigtig meget af! Jeg har vænnet mig så meget til deres storforbrug af sukker, at jeg sågar er begyndt at bruge sukker i min egen nescafé! Jeg tog et glas nescafé med hjemmefra, og det er virkelig en luksus her!

For en uges tid siden var vi indbudt til lunch hos politimesteren også kaldet sheriffen. Han var en høj og bred mand i begyndelsen af 30’erne. Normalt er det Anne Mia og jeg, som er de højeste her, ret utroligt med mine 165 cm, et yndet kælenavn til os begge er derfor ”Miss Lumba”, som betyder Miss høj.
Sheriffen boede med sin yndige kone og to livlige børn i et stort hus efter bengalske standarder, de havde nemlig 3 rum. Normalen er at have et rum til en hel familie!

Vi blev budt på et rigtigt festmåltid: Ris med forskellige lækre retter som krydret fisk, æg, kylling, stegte grøntsager og en skøn skøn agurkesalat med chili og lime! De ville også have serveret ged, hvilket er festmad, men det var ikke til at opdrive på markedet den dag:-)

Sheriffen og hans kone var meget musikalske og elskede musik, så det endte med, at vi alle sammen samledes ved deres harmonium (et musikinstrument, som bedst beskrives som en krydsning af et lille klaver og en harmonika) og så sang de nogle sange, og jeg sang et par sange for dem: ”Trofast Gud” og ”Smile”! Det var stor succes!

Religioner
Vi har været til gudstjeneste et par søndage i den lokale menighed (Bangladesh Lutherske kirke, BLC). Gudstjenesten begynder klokken 9 (eller når alle er kommet) og foregår i et lille mørkt rum på ca. 12 kvadratmeter bygget af bambus. Begge gange var vi omkring 20 mennesker i alle aldre, og alle sad på gulvet. Gulvet var beklædt med lærreds sække repareret med stofrester, hvor der ellers ville have været huller. På væggene hang der kitchede Jesus-billeder, og på alteret stod et pap kors og et enkelt lys. Bagerst i lokalet var der en elektrisk fane, men desværre gik elektriciteten den første gang, vi var der, så vi sad alle og svedte og svedte:-) Det var ikke meget, jeg forstod af det, der foregik, men kunne dog genkende da trosbekendelsen, fadervor og velsignelsen kom. –Men selvom jeg kun forstod lidt, var det dejligt at dele troen på Jesus med en menighed og bede sammen med dem.
Anne Mia og jeg skulle også præsentere os for menigheden, og jeg var helt stolt over, at jeg kunne præsentere mig selv på bangla:-)

I går kom kulminationen af ramadanen endelig, nemlig den store Eid-fest! Vi var tidligt om morgenen ude at se muslimerne bede på den store plads her i Birganj, der var enormt mange bedende mænd, men vi måtte holde os på afstand, (det er jo kun mænd, som går i moskeen og beder). Til frokost var vi inviteret til Eid-fejring hos en af de kvindelige lærere ”Rumo”, hvor vi fik serveret de dyreste og fineste ris med lækkert tilbehør som lækkert krydret oksekød, kylling og grøntsager. Til dessert var der 7up (det er en stor luksus her) og rismelsgrød, æbler og en slags konfekt, som var lavet af kikærter og sukker. Det var rigtig lækkert!


Nepal venter!
For en uge siden fik eleverne ferie fra skolen i anledningen af muslimernes ”Eid” og hinduernes ”Durka Pudja”, så Anne Mia og jeg har nu næsten 3 ugers ferie. Onsdag kom Mette og Jakob (de 2 andre danskere, som skal være på projektet), og sammen med dem ankom også 3 andre danskere Inger (den danske leder af projektets kone), en gymnasierektor og en nylig pensioneret seminarielærer. De tre skal være her i Birganj i 10 dage og evaluere projektet. Det er rigtig dejligt at være sammen med nogle danskere. Den 18. oktober rejser Anne Mia og jeg så til Nepal, og forhåbentlig får vi forlænget visum der, og så sku’ der også gerne blive tid til lidt ferie med panoramaudsigt over himalaya og elefantridning. Jeg glæder mig!
Kærlige hilsner til jer alle Natasja